23948sdkhjf

Sjørring-direktør: Nu er der ryddet op

Sjørring Maskinfabrik kigger fremad efter stort underskud, og ledelsen forventer, at regnskabet balancerer i år.
Der er trukket en streg i sandet hos Sjørring Maskinfabrik. Det seneste årsregnskab, der netop er offentliggjort, viser et dundrende underskud på 27,8 millioner kroner før skat. Men resultatet skal også være det sidste store underskud efter to hårde år hos virksomheden med base i Thy.

Familievirksomheden blev i september 2014 solgt til investeringsselskabet Industri Udvikling og private industrielle investorer, og den nye ledelse er i godt gang med en omfattende turnaround-strategi, der skal få regnskabet til at balancere allerede i 2015.

- Nu er der blevet ryddet op, og alle dårligdommene er afskrevet. Vi satser på et resultat før skat, der balancerer, og det er der noget, der tyder på, at vi når. Vi er foran budget på både omsætning og bundlinje, siger Klaus Kalstrup, der tiltrådte som administrerende direktør tilbage i januar.

Nye kunder driver omsætningen
Det var blandt andet manglende ordrer fra virksomhedens store kunder, som resulterede i store økonomiske udfordringer i 2014. Omkostningerne var svære at geare ned i samme tempo, som omsætningen dykkede. Fokus er nu på at effektivisere virksomheden endnu mere og samtidig trykke på salgs- og markedsførings-pedalen.

- Nogle af industrierne, som vi leverer ind til, har det stadigvæk svært - og det smitter også af på os. Vi har kunder, der har været nødt til at lukke enheder, men vi har ikke tabt væsentlige og strategisk vigtige kunder i de svære tider, fortæller den administrerende direktør.

- Ud over at effektivisere betydeligt i vores produktion, logistik og indkøb – intensiverer vi i salg og markedsføring med udgangspunkt i den strategi, der er lagt. Den mere målrettede salgsindsats har allerede medført nye væsentlige kunder fra såvel Danmark og udlandet.

Stor norske kunde og udvidet Volvo-samarbejde
Sjørring Maskinfabrik har blandt andet banket døren ind til det norske marked, hvor virksomheden har landet en aftale med en stor kunde, der opererer i hele Skandinavien. Den nye kunde havde store udfordringer med at styre kvaliteten og sourcing af produkterne rundt om i verden.

Fremover vil langt størsteparten af disse produkter blive produceret i Thy. Klaus Kalstrup fortæller, at netop denne evne gør, at Sjørring Maskinfabrik leverer omkring 3000 læsseskovle i forskellige varianter til Volvo-koncernen årligt. Det gør Sjørring Maskinfabrik til den største læsseskovls producent i Europa.

- Vi går et skridt længere ud i værdikæden for at forstå deres krav og markedet, som de agerer i. Vi har allerede set det første leverancer til blandt andet Volvo Danmark.

I øjeblikket udgør læsse- og graveskovle og skovle til mineindustrien over halvdelen af omsætningen, og Klaus Kalstrup vurderer, at andelen vil stige i de kommende år. Der vil fremover dog også fortsat være mange andre produkttyper at finde på fabrikken.

Lav egenkapital bekymrer ikke
I 2014-regnskabet fremviser Sjørring Maskinfabrik en decimeret egenkapital, der er mindsket betydeligt fra 28,6 millioner kroner til 2,9 millioner. Den lave egenkapital bekymrer i øjeblikket ikke den administrerende direktør.

- Vi har en lille egenkapital, men de finansielle partnere og ejere bakker op om vores overordnede plan og aktiviteter, som vi arbejder med. Målsætningen er, at virksomhedens omsætning på sigt skal over 300 millioner kroner, give en fornuftigt bundlinje resultat og været baseret på en bredere kundeportefølje.

Sjørring Maskinfabrik har ansat en del nye medarbejdere i første halvår af 2015. Der er i øjeblikket cirka 240 ansatte. Det gennemsnitlige antal ansatte i 2014 var 202.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078