23948sdkhjf

Fremgang i Vestas skaber 80 nye jobs

Vestas opruster lige nu med 80 nye medarbejdere til vindmølleproduktion på grund af stigende efterspørgsel, og der er heftig rift om jobbene. 948 har allerede søgt en stilling.
Stigende efterspørgsel på vindmøllemarkedet betyder, at Vestas nu hyrer 80 nye medarbejdere til vindmølleproduktion i Ringkøbing. Det skriver Fagbladet 3F.

Dermed fortsætter den danske vindmølleproducent fremgangen fra 2014, hvor firmaet efter nogle barske år med fyringer forøgede antallet af medarbejdere med omkring 500 i Danmark.

- Produktionen er steget så meget, at vi skal bruge 80 fastansatte, siger fællestillidsrepræsentant Michael Abildgaard Lisbjerg.

Hele 948 ansøgere har indtil videre søgt de 80 job, der er indenfor lager, produktion og test på Vestas Nacelles i Ringkøbing, hvor der produceres møllehuse.

- Alle ansøgere bliver screenet, og derefter får Vestas en pulje at vælge ud fra. Det er fastansatte og ikke vikarer, vi søger. Det er dejligt, at der er så stor interesse for at komme til at arbejde på Vestas, siger Michael Abildgaard Lisbjerg.

Da Vestas har nedlagt sin egen rekrutteringsafdeling, er det vikar- og rekrutteringsfirmaet Manpower, der står for at hyre de nye medarbejdere.

De første 20 nye ansatte er fundet, oplyser Michael Abildgaard Lisbjerg. De havde første arbejdsdag i går, mandag.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.595