23948sdkhjf

Rummelighedspris til Stærmose Industry

Odder-virksomheden fik tirsdag eftermiddag overrakt prisen som Årets Rummelige Arbejdsplads 2014 i Odder Kommune.
Det var formanden for Odder Kommunes Beskæftigelsesudvalg Niels Rosenberg, der overrakte prisen, og han omtalte blandt andet det generationsskifte, der er i gang på virksomheden, efter at John Stærmose er trådt ind i ledelsen.

- Der er kommet en ny vinkel på samarbejdet med jobcenteret. John har fra første dag vist interesse for at hjælpe kommunens borgere tilbage til arbejdsmarkedet. Da Odder Kommune og det lokale beskæftigelsesråd besluttede at styrke indsatsen for de unge ved blandt andet at søsætte Route 25, var John straks med på ideen, sagde Niels Rosenberg.

Route 25
Route 25 er målrettet unge under 25 med komplekse problemstillinger, som gør, at de er langt fra arbejdsmarkedet. Projektets basis er et netværk af virksomheder, som arbejder med fokus på de unge.

De pågældende virksomheder tager imod disse unge, og i samarbejde med Jobcentret bliver der udarbejdet strategier for, hvordan man kan hjælpe de unge enten ud på arbejdsmarkedet eller i gang med en uddannelse. De unge bliver ansat under den vifte af muligheder, som Jobcentret rummer, det vil sige praktikker, løntilskud og ordinær ansættelse.

- Også samarbejdet med Stærmose omkring de andre målgrupper har været godt. John Stærmose har altid lyttet, når jobkonsulenterne har henvendt sig med en person, som havde brug for at komme videre, og mange gange er det også lykkedes. Senest har en flygtning været i praktik og fået lovning på en læreplads som klejnsmed, når han har gennemført grundforløbet, lød det afsluttende fra Niels Rosenberg, inden han overrakte prisen.

Tak til medarbejderne
- Vi er stolte over at have fået denne pris. Vi ser det både som en pligt og et privilegium at få lov til at hjælpe mennesker, der har det lidt svært ved at komme ud på arbejdsmarkedet, sagde direktør John Stærmose.

Henvendt til medarbejderne sagde han:

- Vi har jo ansat jer på grund af jeres kompetencer, men også fordi I i det daglige er åbne over for mennesker, der måske ikke er som andre. En stor del af prisen afspejler sig i den måde, I arbejder på. Det kan I være stolte over, sluttede John Stærmose, idet han tilføjede, at de 15.000 kr., der følger med prisen, skal bruges til et fælles arrangement for medarbejderne.

Fra praktik til fast job
John Stærmose fortæller, at virksomheden har et meget tæt samarbejde med Jobcenter Odder.

- Sammen med Jobcentret laver vi en målsætning for den enkelte. For nogle handler det om at lære at have et arbejde, at kunne møde til tiden, og at have et fysisk arbejde.

- Ofte begynder en ny medarbejder i praktik på nedsat timetal, og hvis det går godt, vil der som regel blive tale om en ansættelse, enten i form af løntilskud eller som en egentlig fastansættelse, og det har vi en del eksempler på.

- Vi har også eksempler på, at disse medarbejdere, efter at have været hos os i en periode, finder arbejde andre steder, og det giver en stor tilfredsstillelse, at vi på den måde er med til at sluse medarbejdere ud på arbejdsmarkedet, lyder det fra John Stærmose.

Fakta om rummelighedsprisen
Formålet med prisen er at synliggøre og igangsætte dialogen om det rummelige arbejdsmarked i Odder Kommune.

Prisen tildeles virksomheder eller institutioner, som på særlig måde har bidraget til denne udvikling. Kriterier, der indgår i udvælgelsen, er:

• Aktiv forebyggende indsats i forhold til arbejdsmiljø og -rutiner
• Fastholdelse af medarbejdere med nedsat arbejdsevne og andre udfordringer
• Aktiv medvirken i afprøvning og optræning af sygemeldte, ledige og personer med anden etnisk baggrund

Det er det lokale beskæftigelsesforum (tidligere beskæftigelsesråd), der uddeler prisen, som udover et diplom består af 15.000 kr., der skal anvendes til et arrangement for medarbejderne.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094