23948sdkhjf

Konkolleger mødes om spåntagning i Herning

I dag og i morgen er der husmesse hos spåntagningsbranchens videnscenter DAMRC.
Store konkurrenter og konkolleger inden for spåntagning som Mazak, DMG Mori, Sandvik og Kyocera er i dag og i morgen samlet under ét tag og i intime rammer.

Det er videnscentret for spåntagning DAMRC, som torsdag og fredag holder husmesse i sit domicil i Herning, og direktør Klaus Bonde Ørskov glæder sig over, at der er stor opbakning til at komme og dele viden på trods af, at der dagligt kæmpes benhårdt indbyrdes.

Det er selve ånden i DAMRC, som i stor stil drives af medlemmerne, som både er produktionsvirksomheder, tekniske værktøjsleverandører, maskinhandlere, arbejdsmarkedsorganisationer og offentlige institutioner som kommuner.

Det fælles mål er at bevare den spåntagende industri i Danmark ved at gøre den effektiv ved hjælp af teknologiske forbedringer. Derfor ønsker man ifølge Klaus Bonde Ørskov ikke, at medlemsskaren skal være så stor som mulig. Den skal bestå af de rigtige.

- Man er forkert medlem hos os, hvis man er negativt indstillet over for nyheder og kun er interesseret i at date andre virksomheder eller kun tror, det her er en kanal til at sælge noget mere. Man er forkert, hvis man ikke er villig til at dele sin viden og bidrage til et teknologisamarbejde.

Alligevel er det primære mål for messen, at aktørerne får gode forretninger ud af mødet. Det er jo det, de skal leve af.

- Jeg håber, at vores medlemmer vil se tilbage på to gode dage, som der kom målbare forretningseffekter ud af. Vi håber også, at vores gæster vil adoptere det mindset, vi præsenterer dem for til gavn for deres produktivitet.

Torsdag og fredag er der messestande hos DAMRC i Herning, og der foregår en stribe foredrag om udviklingen på spåntagningsområdet.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11