23948sdkhjf

3D-print i nyt plastmateriale med grafen

Nyt erhvervspostdoc-projekt skal undersøge mulighederne for at udvikle en ny form for forstærket tokomponent plastik med grafen. Målet er at fremstille prototyper i specifikke former i en 3D-printer.
Grafen er en ny form for kulstof med nogle helt unikke egenskaber, der gør det til verdens tyndeste og stærkeste materiale. Nu skal det ud af forskningslaboratorierne og ind i industrien, hvor forskere og virksomheder i fællesskab skal demonstrere værdien af grafen og 3D-print i forbindelse med udvikling af højteknologiske produkter.

- Grafen er et materiale med et enormt stort teoretisk potentiale. Vi vil gerne udforske, hvordan vi kan bruge grafen i plastindustrien til at fremstille nye produkter og produktionsprocesser, siger Bettina Brøgger Jensen, erhvervspostdoc ved Aarhus Universitet og bakkes op af Mogens Hinge, lektor ved Aarhus Universitet:

- I projektet vil samarbejdet med industrien gøre det muligt at kombinere kompetencer inden for grafenmodificering og -produktion, plasthåndtering og procesdesign, 3D-printning af prototyper og storskala produktion.

Vil med i laboratoriet
I projektet skal de arbejde sammen med SP Group, storproducent af tokomponent plastprodukter, og Vestas, verdens største vindmøllefabrikant. Parterne forventer, at forstærkning med grafen giver nye muligheder for et stærkt forbedret udgangsmateriale til brug i en række højteknologiske produkter.

Dette vil give SP Group mulighed for at kunne specialisere sig yderligere inden for plastindustrien.

- Et meget vigtigt element i vores strategi for produktudvikling er, at vi er i stand til at kunne levere unikke løsninger til vore kunder. Vi skal være med i laboratoriet og deltage i udviklingen og afprøvningen af nye materialer og produktionsmetoder. Kombinationen af tokomponent plast med grafen og 3D-print åbner for helt nye muligheder for at kunne fremstille konstruktionsplastemner med en meget beskeden startomkostning, udtaler Jens Hinke, direktør R&D i SP Group.

Vestas har brug for løbende at kunne sikre, at alle materialer i deres vindmøller er værdiskabende og har det optimale forhold mellem egenskaber, vægt og omkostning. Man forventer, at grafen i kombination med nye additive produktionsprocesser (3D-printning), der gør det muligt at differentiere materialedisponeringen, vil kunne nedbringe levetidsomkostningerne ved vindenergi.

- Hidtil har 3D-printning ikke været anvendt som produktionsproces inden for vindindustrien. Dette projekt er en af grundforudsætningerne for, at vi kan bringe 3D-printprocessen og materialer med nye egenskaber fra laboratoriemiljøet og prototyperne helt ud i fuldskala produktion til værdi for vindmølleejeren, siger Anders Vedel, CTO i Vestas.

3D printning af nyt plastmateriale med grafen er nyt i både vind- og plastindustrien, og projektets parter håber, at de i de kommende år kan demonstrere nye anvendelsespotentialer i fuldskala.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.548