23948sdkhjf

Due Matic får ny ejer og frontfigur

Nørgaard Teknik i Auning har overtaget Due Matic, og Søren Larsen Pedersen overtager samtidig ledelsen af virksomheden i stedet for Torben Andersen.
Nørgaard Teknik i Auning har pr. 1. oktober overtaget Due Matic, der producerer, sælger og servicerer forskellige typer kastemaskiner til skytter i hele verden. Kastemaskinerne bruges til lerdueskydning ved for eksempel OL og jagttræning.

Nørgaard Teknik overtog for fem år siden produktionen og har cirka fire-fem mand beskæftiget med det. Nu skal de også varetage salg og service efter Due Matics stifter, Torben Andersen. Torben byggede den første kastemaskine i Randers i 1980. Han var med, da maskinerne blev automatiseret, og han har selv været frontfigur lige siden. Nu tager han hul på et overleveringsår som konsulent for at gå på efterløn til sommer.

- Jeg går fra 100 timers arbejdsuge til 100 timer om måneden, griner Torben Andersen.

Internationalt marked med potentiale
Nørgaard Teknik har ansat Søren Larsen Pedersen som ny frontfigur for Due Matic. Han er jæger og skiveskytte i fritiden, så han kender sproget og målgruppen ganske godt. Han har desuden været rejsemontør i møbelbranchen i 30 år, så han er vant til at stå til rådighed, når klokken er 10 på den anden side af jorden.

- Jeg er spændt på at komme i gang. Jeg skal først og fremmest lære rigtig meget af Torben, men jeg tror også, det kan være sundt at se markedet med friske øjne, siger Søren Larsen Pedersen.

Lerduekastemaskiner er et ret specielt nichemarked. Due Matic er eneste danske producent, og virksomheden servicerer stadig de første maskiner fra 1980. Maskinerne er inde på flere internationale markeder, blandt andet USA, Tyskland, Norge og Sydkorea, og der er ifølge de nye ejere potentiale for vækst - både her og i udlandet. Alene i Danmark bliver der skudt 25 mio. lerduer hvert år, men det sker på meget forskellige måder.

- Vi har løbende udviklet nye skydediscipliner og kastemetoder, så de små baner med otte maskiner kan ikke tilbyde så meget, som de store baner med 50. Derfor gælder det om at være der, når de små vil udvide, forklarer Torben Andersen og Søren Larsen Pedersen.

Synergi med gokarts
Søren Larsen Pedersen kommer til at arbejde i tæt makkerskab med Torben Henriksen, der er Nørgaard Tekniks frontfigur på salg og udvikling af Dino Karts. Gokarts er ganske vist et helt andet nichemarked, men der kan alligevel være nogle synergier, mener direktør Ole Nørgaard.

- Torben og Søren kan noget forskelligt med sprog, salgskompetencer og tekniske færdigheder, så de kan sparre med hinanden rent fagligt. Desuden er Dino og Due Matic på forskellige internationale markeder, så de to brands kan måske bane vejen for hinanden, siger han.

Søren Larsen Pedersen bliver teknisk chef og Torben Henriksen salgschef, men altså med hver deres niche at passe.

Skal trække halvdelen af læsset
Dino Kart og Due Matic trækker nu omkring 40-45 procent af omsætningen i Nørgaard Teknik. Resten er ordreproduktion. Målet er, at de to brands skal fylde cirka halvdelen.

- Det gør det lettere at udnytte kapaciteten på fabrikken, fordi vi kan producere til lager, når vi ikke har så meget i ordrebogen, forklarer Ole Nørgaard.

Nørgaard Teknik i Auning har lige nu omkring 60 ansatte.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094