23948sdkhjf

Opkøb skal styrke Gertsen & Olufsen internationalt

Kapitalfonden Erhvervsinvest fortsætter konsolideringen af leverandører til marine- og offshore-sektoren med opkøbet af Atlas Incinerators.
Atlas Incinerators har hovedsæde på Masnedø ved Vordingborg og fejrer i år 40 års jubilæum.

Siden 1974 har Atlas fremstillet mere end 9.000 incineratorer. Produkterne afsættes globalt og anvendes primært til forbrænding af spildolien fra skibsmotorer og fast affald på skibe og offshore installationer.

Udover produktion i Danmark har Atlas Incinerators egen produktion i Ningbo i Kina.

Led i generationsskifte
Erik Jacobsen, der er direktør og ejer af Atlas Incinerators, har besluttet at afhænde virksomheden til Gertsen & Olufsen, der blev erhvervet af Erhvervsinvest i april i år. Direktør Erik Jacobsen udtaler:

- Det er med glæde, at jeg som led i et generationsskifte overdrager Atlas Incinerators. Jeg er overbevist om, at de nye ejere er de rigtige til at videreudvikle forretningen, og de to virksomheder komplementerer hinanden rigtig godt.

Bo Kristensen, der i partnerskab med Erhvervsinvest investerede i Gertsen & Olufsen tidligere i år, udtaler:

- Atlas Incinerators fremstiller nogle fantastiske produkter og servicerer de samme kundesegmenter som Gertsen & Olufsen. Ligesom Gertsen & Olufsen er Atlas Incinerators et stærkt globalt brand indenfor det maritime og offshore. Jeg er sikker på, at de to virksomheder kan hjælpe hinanden til at vokse yderligere internationalt.

Ny ledelse og bestyrelse
Direktør og managing partner i Erhvervsinvest Thomas Marstrand, udtaler:

- Atlas Incinerators er en veldrevet virksomhed med dygtige medarbejdere og produkter af høj kvalitet. Vi glæder os til, at videreudvikle Atlas Incinerators og Gertsen & Olufsen og skabe en endnu stærkere kombineret virksomhed.

I forbindelse med transaktionen er Helle Bjerre, der har en fortid fra blandt andet Nordic Tankers og AP Møller-Mærsk, ansat som administrerende direktør for koncernen. Erik Jacobsen vil fortsætte i sin nuværende rolle i en overgangsperiode, og Bo Kristensen vil fortsat have en aktiv rolle i koncernen indenfor salg og forretningsudvikling.

Samtidig er Niels Henrik Jensen, der er administrerende direktør i ØK, valgt som bestyrelsesformand. Endvidere er Asger Bruun-Christensen, tidligere NKT, og Per Lauritsen, administrerende direktør i GEA Farm Technologies, valgt ind i bestyrelsen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.424