23948sdkhjf

Håndværksrådet: Bortfaldet præmieordning koster lærepladser

Hver anden SMV'er tager færre lærlinge, efter at præmie- og bonusordningen er bortfaldet. Det viser en ny undersøgelse fra Håndværksrådet
Antallet af praktikpladssøgende har ikke været større i ti år, men hver anden af de små og mellemstore virksomheder, SMV'erne, tager færre lærlinge, efter at præmieringsordningen lukkede ved årsskiftet.

Det viser en ny medlemsundersøgelse fra SMV'ernes hovederhvervsorganisation, Håndværksrådet, der ønsker, at arbejdsgiverne skal finansiere virksomhedspraktik frem for – som i dag – skolepraktikken.

- Rigtig mange SMV’er har fortsat brug for tilskuddet for at opretholde lærlingeindtaget – i hvert fald indtil vi ser folkeskolereformen og erhvervsskolereformen slå igennem. SMV’erne påtager sig i dag en meget stor del af uddannelsesansvaret, så det er i den grad bekymrende, at bortfaldet af præmieringsordningen har så stor negativ indflydelse på lærlingeoptaget. Vi må bare konstatere, at der, en tid endnu, er brug for et økonomisk rygstød for virksomheder, der påtager sig den opgave og de udgifter, det indebærer at uddanne en lærling, siger chefkonsulent i Håndværksrådet, Heike Hoffmann.

Hver tredje virksomhed dropper lærlingen
Håndværksrådets undersøgelse bygger på svar fra 564 virksomheder, og heraf svarer 30 procent, at de ikke har ansat en lærling efter præmieringsordningens bortfald. 18 procent svarer, at de har taget færre lærlinge, mens 45 procent svarer, at de har taget det normale antal lærlinge, selvom præmieringsordningen er bortfaldet.

Præmie- og bonusordningen var primært finansieret af virksomhederne selv og sikrede i 2012 virksomheder et økonomisk tilskud på 70.000 kr., når de tog en ny lærling. I 2013 faldt bidraget til 33.000 kr. og pr. første januar 2015 faldt tilskuddet bort.

- Kort sagt betyder bortfaldet af ordningen, at alle virksomheders solidariske bidrag til uddannelseskassen for lærlinge nu går til lærlinge i skolepraktik – i stedet for at blive kanaliseret ud i de virksomheder, der rent faktisk tager lærlinge. Det er langt fra overraskende, at effekten er, at færre virksomheder tager lærlinge ind, siger Heike Hoffmann.

- Vi tror på, at reformen af folkeskolen og erhvervsuddannelserne vil skabe flere lærepladser, når vi får andre typer af lærlinge ud i virksomhederne – og forhåbentlig også for lærlinge til de brancher og de geografiske områder, hvor de rent faktisk mangler lige nu. Men indtil da mener vi, at arbejdsgiverbidraget til lærlingekassen skal gå til de virksomheder, der opretter lærepladser. Og ikke til skolepraktikken, siger hun.

Ifølge Undervisningsministeriet står 13.200 elever på erhvervsskolerne uden en praktikplads i en virksomhed. Det er det højeste antal i ti år.

Fakta om undersøgelsen
564 virksomheder har besvaret spørgsmålet:

"Præmie- og bonusordningen er lukket fra 1. januar 2014. Har det betydet noget for jeres beslutning om ansættelse af elev eller lærling i år?".

• Ja, vi har valgt slet ikke at ansætte elev/lærling efter lukningen af ordningen: 167 virksomheder, (30 procent).
• Ja, vi har valgt at ansætte færre elever/lærlinge efter lukningen af ordningen: 99 virksomheder (18 procent).
• Nej, det har ikke haft nogen betydning for antallet af lærlinge i virksomheden: 254 virksomheder (45 procent).
• Ved ikke: 44 virksomheder (8 procent).
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079