23948sdkhjf

Danfoss i milliardopkøb

Den danske industri-gigant har afgivet et købstilbud på finske Vacon med en ambition om at skabe en ledende position på markedet for frekvensomformere.
Danfoss har fremsat et offentligt købstilbud på alle aktier i Vacon, som producerer frekvensomformere. Aktionærerne i Vacon bliver tilbudt 34 euro kontant pr. aktie, hvilket repræsenterer en samlet købspris på cirka 1,038 mia. euro svarende til 7,73 mia. kr.

- Efter nøje at have undersøgt Danfoss’ tilbud har bestyrelsen i Vacon enstemmigt besluttet at anbefale aktionærerne at acceptere det. Vacon er en af de store industrielle succeshistorier, selv i global sammenhæng. Med sammenlægningen vil de to selskaber skabe en global, nordisk baseret aktør – en ny frekvensomformer-forretning med en klar ambition om at skabe en førerposition på markedet, siger Panu Routila, der er bestyrelsesformand for Vacon.

Vil skabe markant spiller
Baggrunden for Danfoss’ tilbud er koncernens strategiske fokus på at skabe profitabel vækst. Vacon er ifølge CEO Niels B. Christiansen et godt match til at opfylde denne ambition. I dag er både Danfoss Power Electronics og Vacon markante spillere på markedet for frekvensomformere. Ved at gå sammen vil de opnå en endnu stærkere markedsposition.

- Vi har en klar strategisk ambition om at være blandt de absolut førende inden for de forretningsområder, hvor vi er aktive. Vacon er meget stærk og innovativ og ved at skabe denne nye spiller, sikrer vi langsigtet vækst og udvikling, siger Niels B. Christiansen.

Vacon er en global virksomhed med R&D-, produktions- og supply chain kompetencer i Kina, Finland, Indien, Italien og USA og en kompetent salgs- og serviceorganisation i 31 lande.

- Kunderne vil få stor gavn af, at de to selskaber samler kræfterne. Det vil gøre os i stand til at bringe endnu mere innovative, konkurrencedygtige og attraktive frekvensomformere på markedet. I dag er Vacon stærkere end nogensinde og går en strålende fremtid i møde sammen med Danfoss, siger Vesa Laisi, der er administrerende direktør hos Vacon.

Transaktionen er blandt andet betinget af de relevante myndigheders godkendelse, samt at Danfoss erhverver over 90 procent af Vacon-aktierne.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109