Nyt om navne: KN Machines henter ny produktchef
Mandag er Ronni Kristensen startet som produktchef for pladebearbejdning hos KN Machines.
Hos KN Machines bliver Ronni Kristensen ansvarlig for salg af maskiner og løsninger indenfor pladebearbejdning - i særdeleshed med fokus på fiberlaser, CO2-laser og kantpresser fra Ermaksan, afgratning fra tyske Loewer samt robot og automatisering.
- Vi tager vores fælles rolle meget alvorligt omkring den globale konkurrence. Hvis vi ikke er medvirkende til at styrke dansk produktion sætter vi os selv tilbage. Derfor er det vigtig for os at have Ronni, der forstår alle aspekter i en produktion, i teamet. Ronni er den ekspert, som kunderne ikke selv råder over. Han vil kunne indgå i et analyseforløb sammen med vores projektledere for at synliggøre, hvilke investeringer der giver kunden den bedst mulige tilbagebetalingstid, siger administrerende direktør Karsten Møller Nielsen fra KN Machines.