Meldgaard udvider
Meldgaard Silikat, et datterselskab under Meldgaard-koncernen i Aabenraa, er nu klar med ny produktionshal i byen Brastad nord for Göteborg.
Meldgaard ser et stort potentiale i deres løsning, der både indeholder produktion, levering og returtagning af sandet, og vil nu udbrede produktet i Norden. Til dette har de fået støtte af Markedsmodningsfonden under Erhvervsstyrelsen via pilotprogrammet ”Innovative grønne forretningsmodeller”, hvor der gives tilskud til grønne forretningsmodeller, som både gavner miljøet og er økonomisk bæredygtige.
Markedet er størst i Sverige, og derfor er produktionen i første omgang placeret her, men på sigt er der planer om at udvide yderligere. Jørn Holm, afdelingschef i Meldgaard Silikat, tvivler ikke på potentialet:
- Efter at have udført mange skæretests hos udvalgte kunder, har der været en kraftig efterspørgsel på vores nye ”SuperCut” produkt. Vi har dog måttet holde salget på et lavt niveau, eftersom vores tidligere produktionsanlæg slet ikke har kunnet følge med efterspørgslen og for samtidig at kunne garantere forsyningen til de kunder, der allerede var skiftet til netop dette produkt.
Lige nu indkøres og færdigtestes de sidste detaljer på virksomheden nye produktionsanlæg, så tiden er for alvor kommet til at sætte gang i salgsarbejdet. Der fokuseres i første omgang på det skandinaviske marked, hvor man i dag har ca. 30 procent af det svenske marked, 20 procent af det danske og slet ingen markedsandele i Norge.
- På et tidspunkt vil det være naturligt at opbygge endnu et produktionsanlæg. Dette både fordi anlægget i Sverige, før eller siden, vil nå sin maksimale kapacitet og ligeledes af logistiske hensyn. Planen er således at forsyne Norge og Sverige fra vores svenske afdeling og så bygge nyt ved hovedsædet i Aabenraa til henholdsvis det danske og tyske marked, siger Jørn Holm.
Til de nye produktionshaller er der tilkøbt 3.000 kvadratmeter ekstra byggegrund til den eksisterende grund, og der er bygget ca. 1.600 kvadratmeter helt nye produktions- og lagerhaller, hvor eksisterende og nyt produktionsudstyr er samlet og bygget sammen.