23948sdkhjf

SH Group opruster i Norge

Der ligger en stor opgave med at sikkerhedsopgradere livbåde og redningsbåde på de rigge og skibe, som opererer i den norske sektor. For at imødekomme den stigende efterspørgsel åbner SH Group nu en egentlig forretningsenhed i Sandnes.
Mere end 50 borerigge skal inden 2019 opgraderes, så sikkerhedsudstyret overholder Norsok R-002 standarderne. Derfor opruster Xervo nu kraftigt på det norske marked ved sammen med søsterselskaberne Sepro Technology og SH Group at åbne en forretningsenhed med fuld værkstedskapacitet på havnen i Sandnes.

- Vi har i en periode ledt efter de bedst egnede faciliteter til at kunne servicere vores norske kunder, hvor vi kunne udnytte synergierne i koncernen fuldt ud. Nu har vi fundet en lokation med værkstedsfaciliteter på 10.000 kvadratmeter, kaj og fuld krandækning på hele området. Vi vil derfor til fulde kunne drage fordel af de kapaciteter, vi har i organisationen, så vores kunder får den bedst mulige service, fortæller Esben Juul Sørensen, der er CEO i Xervo.

Ny country manager i Norge
Xervo har de senere år haft stor succes med deres high-end livbådssystem, Boat-In-A-Box, der er udviklet i samarbejde med olie og gas-industrien med det formål at give medarbejderne til søs den bedst mulige sikkerhed.

Livbådssystemet er især blevet godt modtaget på det norske marked, og med de forestående sikkerhedsopgraderinger af eksisterende rigge i norsk sektor har det også været nødvendigt at udvide personalestaben. Derfor har Xervo ansat Kent Vinkel, der kommer fra en stilling som CEO i Gefion Nordic Engineering, som country manager i Norge

- Det har været vigtigt for os at finde en kandidat, som har kendskab til både produktet, virksomhedens kultur, det norske marked og Norsok-reglerne. Kent Vinkel har et godt kendskab til alle områderne. Han kender en del af interessenterne fra sit tidligere virke, hvor vi også arbejdede sammen med ham på flere projekter, så vi er overbeviste om, at han vil være det perfekte bindeled mellem Xervo og det norske marked, siger Esben Juul Sørensen.

Kent Vinkel glæder sig til opgaven med at manifestere Boat-In-A-Box som det mest konkurrencedygtige produkt på det norske marked.

- Norsok-reglementet deler vandene. På den ene side vil man gerne give medarbejderne den optimale sikkerhed – omvendt kan det se ud som om, at reglementet vil give væsentlige ekstraomkostninger. Vi har fra starten udviklet produktet med Norsok-standarderne som reference, og med vores moderselskab, SH Group, i ryggen har vi betydelig erfaring inden for produktudvikling. Samtidig opnår vi også de nødvendige skalaeffekter i produktionen til at kunne holde prisen meget konkurrencedygtig. Vi håber derfor, at vi kan bidrage konstruktivt til den cost-benefit-diskussion, der i øjeblikket føres blandt interessenterne i olieindustrien, siger Kent Vinkel.

Boat-In-A-Box vil desuden kunne opleves på ONS-messen i Stavanger 25.-28. august. Xervo deltager på messen i samarbejde med tyske Fassmer.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.563