23948sdkhjf

Vindmøllebranchen gearer op i 2014

Mens det globale marked for opstillet kapacitet gik markant tilbage i 2013, ventes markedet at komme tilbage i niveau i 2014. 2013 var et lavpunkt, og 2014 byder igen på vækst, lyder det fra Vindmølleindustrien, der netop har offentliggjort den årlige branchestatistik.
Klyngen af virksomheder i den danske vindindustri kan se frem til mere at lave i 2014, hvor det globale marked ifølge Make ventes at vokse med ca. 40 procent til samlet 48.300 MW. I Vindmølleindustrien vurderer administrerende direktør Jan Hylleberg, at de danske virksomheder allerede er godt i gang med at efterkomme væksten på det internationale marked.

- 2013 var et rædselsår for vindindustrien globalt set, men set med danske øjne kom vi hæderligt igennem året, hvor vi klarede os bedre end gennemsnittet. Derfor er den danske branche også godt rustet til 2014, hvor vi forventer at være på niveau med rekordåret i 2012, fastslår direktøren.

Den danske eksport faldt i 2013 med 6,9 procent til 48,7 mia. kr., mens omsætningen faldt med beskedne 1,6 procent til 80,4 mia. kr.

- Vi oplevede frem mod slutningen af 2013, hvordan et stort antal virksomheder gearede op for at imødekomme den stigende aktivitet i 2014. Derfor er det også vores forventning, at vi i 2014 vil hente markedsandele og dermed igen se pæne plusser i omsætning og eksport hos virksomhederne i branchen, siger Jan Hylleberg.

Tilbage i efteråret 2013 viste en analyse, foretaget af Vindmølleindustrien, at gruppen af leverandører i den danske vindindustri forventede en vækst på ca. 6 procent i omsætningen i Danmark i det kommende år, og at beskæftigelsen ville stige med ca. 3 procent.

Offshore: En historie for sig
Området for offshore vindenergi stiger fortsat, og ifølge Make voksede den unikke niche med 38 procent i 2013 til 1.950 MW. I 2014 ventes det, at 2.805 MW installeres - hovedsageligt i nordeuropæiske farvande. Frem mod 2023 forventer Make en årlig gennemsnitlig vækst på knap 20 procent.

- Den globale tilbagegang i 2013 omfattede ikke offshore vind, der fortsat er et område i vækst og af stigende betydning for danske virksomheder. De danske spidskompetencer på området er en klar konkurrencefordel, og flere og flere virksomheder begynder at fokusere på området. Med i forventningerne til udbygningen er også de kommende danske havmølleparker ved Horns Rev og Kriegers Flak, der er af stor vigtighed for branchen, siger Jan Hylleberg.

Analyser fra Make har tidligere vist, at de to danske producenter, Siemens Wind Power og Vestas, i 2013 havde knap 75 procent af markedet for havvindmøller i 2013.

- Jeg har en stærk og begrundet antagelse om, at de danske virksomheder og producenter i 2014 og flere år frem fortsat vil være dominerende på området for offshore vind, siger Jan Hylleberg.

Kilde: Vindmølleindustrien

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.564