23948sdkhjf

Massivt overenskomst-ja hos Dansk Metal

En rekordhøj andel af Dansk Metals medlemmer har stemt ved urafstemningen om overenskomsterne. 90,6 procent af medlemmerne stemte ja.
For første gang i ti år har flere end 40 procent af Dansk Metals medlemmer stemt om overenskomstaftalerne. 43,7 procent af medlemmerne deltog i afstemningen, og 90,6 procent stemte ja. Begge dele glæder forbundsformand Claus Jensen:

- Jeg er meget tilfreds med den store opbakning, som vores medlemmer har givet overenskomsterne. Det ser jeg som et udtryk for, at medlemmerne er tilfredse med de klare forbedringer, vi har forhandlet hjem, og ikke mindst som opbakning til hele overenskomstsystemet, siger Claus Jensen.

De nye overenskomster sikrer blandt andet 1 procent ekstra på fritvalgskontoen, to ugers ekstra barsel med løn, rådgivning og uddannelse, hvis man bliver fyret og højere løn til lærlinge.

Dansk Metal har i forbindelse med afstemningen gennemført en større kampagne for at få flere medlemmer til at stemme. Forbundet har været i kontakt med mange tusinde medlemmer for at opfordre dem til at stemme, og på mange tusinde virksomheder har tillidsrepræsentanterne også været aktive for at få kollegerne til at stemme.

- Der var alt for få medlemmer, der stemte sidst. Derfor gjorde vi en ekstra indsats denne gang, og den indsats har båret frugt, kan vi nu se. Jeg er godt tilfreds med, at næsten halvdelen af medlemmerne aktivt har taget stilling og stemt, siger Claus Jensen.

Han hæfter sig især ved, at det er lykkedes mere end at fordoble stemmeprocenten blandt de unge medlemmer under 30 år:

- De unge under 30 har hidtil haft en stemmeprocent, der var væsentligt lavere end de lidt ældre. Denne gang har vi prioriteret at komme ud til lærlinge på erhvervsskoler og virksomheder og fortælle dem om, hvorfor overenskomsten også er vigtig for dem. Og her har vores oplevelse været, at de unge meget gerne vil vide mere om overenskomsterne og naturligvis også stemme, når de får chancen for det, forklarer Claus Jensen.

Overenskomsterne er treårige og træder i kraft pr. 1. marts 2014.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094