23948sdkhjf

Ny direktør for Plastindustrien

Den 15. april tiltræder Thomas Drustrup som ny direktør i brancheforeningen Plastindustrien. Han kommer fra Danmarks Farve- og Limindustri, hvor han har været direktør de sidste seks år.
Sidste efterår gjorde Plastindustriens nuværende direktør, Peter Skov, det klart, at han ønskede at gå på pension senest til sommer. Nu er afløseren så fundet: Fra 15. april tiltræder Thomas Drustrup, 41, som ny direktør i de danske plastvirksomheders brancheforening.

Thomas Drustrup uddannet civilingeniør og har et Certificate in Business Administration (CBA) fra AVT Institute of Executive Education. Foruden stillingen som direktør for Danmarks Farve- og Limindustri har han siden 2003 beklædt forskellige stillinger i DI som både regionalforeningssekretær for DI Nordjylland og DI Vendsyssel og som miljø- og arbejdsmiljøkonsulent med speciale i organisation og ledelse.

- Min interesse for jobbet udspringer af lysten til at gøre en forskel for en stærk brancheforening, som jeg kender som en seriøs og god samarbejdspartner fra mit nuværende job. Plastindustrien står ved indgangen til en enormt spændende tid, hvor der allerede nu er fuldt tryk på implementeringen af en ny strategi. Jeg glæder mig meget til at være en del af den proces, siger Thomas Drustrup.

Vil ud og møde sin nye branche
Plastindustrien har omkring 200 medlemmer. Lego og Coloplast er blandt de mest kendte, men foreningens medlemsskare tæller også en bred vifte af små og mellemstore virksomheder over alt i landet. I alt arbejder omkring 20.000 mennesker i den danske plastbranche. Plastindustriens formand Søren Ulstrup, administrerende direktør i Ulstrup Plast, har store forventninger til den nye direktør:

- Det er rigtig glædeligt, at vi nu har fundet en afløser for Peter, og jeg er sikker på, at Thomas vil kunne gøre en stor forskel i sit virke som direktør i Plastindustrien. Han har alle de rette forudsætninger og har uvurderlig førstehåndserfaring med, hvad der skal til for at drive en brancheforening med succes. Jeg glæder mig rigtig meget til samarbejdet med Thomas og til at kunne præsentere ham for alle vores medlemmer på vores generalforsamling i maj.

Thomas Drustrup vil bestræbe sig på så hurtigt som muligt at få et grundigt indblik i den branche, han nu skal repræsentere:

- Det er min opfattelse, at en af grundstenene i at have succes med en brancheorganisation, er evnen til altid at være opdateret på virksomhedernes behov, udfordringer, barrierer og succeser. Jeg har altid gjort meget ud af at have personlig kontakt til både virksomhederne i branchen, men også til de samarbejdspartnere – nationale og internationale – der har betydning for branchen. Derfor vil jeg i min første tid lægge stor vægt på at komme ud og besøge så mange virksomheder, som det kan lade sig gøre, og jeg tager gerne imod invitationer, siger Thomas Drustrup.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.127