Klumme: Træk fra stålmetallurgiens historie
Force Technologys metallurgiafdeling har udarbejdet denne klumme med flittigt lån fra blandt andet efterstående kildeskrifter som et lille postscriptum, nu hvor vi er næsten ude af jernalderen og dybt engageret i elektronik-, keramik-, plastik- og kompositalderen.
Illustration af ukendt oprindelse, men det kan forestille Odin i gang med at smede sværdet Gram (se den nordiske mytologi).
Det var specielt kobber og tin, man udvandt og forarbejdede, i første række til støbte og smedede emner af bronze, der kunne bruges som nytte- og pyntegenstande samt til stikvåben. Man fandt også på at udvinde jern ved at brænde et bål med en jernrig malm, men så primitivt fremstillet jern var ikke meget bevendt til redskaber og våben. Først ved temperaturer over 900 °C kan jernet optage nok kulstof til at gøre det både hårdt og sejt på samme tid, så det var først efter opfindelsen af blæsebælgen, omkring 1500 til 1300 år før vor tidsregning, der kunne fyres ordentligt op i essen, og først derefter kom der egentlig fart i jernmetallurgiens udvikling.
Militære behov drev udviklingen
Som med mange andre landvindinger inden for teknologi var det militære behov, der drev udviklingen frem. Det fortælles, at hittitterne (fra Anatolien) måske skal tilskrives opdagelsen af jern og senere fremstilling af stål. I hvert fald er det dem, der udvikler lette stridsvogne bevæbnet med soldater med hugsvær. Det gav dem en stor fordel overfor deres fjender, som kun besad stikvåben, der var udført i bronze, og de besejrede alle deres samtidige fjender med den nye teknik og det nye materiale.
Flere historiske optegnelser tyder på, at det at lave godt stål kunne byde på mange vanskeligheder. For eksempel vides det, at gallere og keltere fremstillede nogle drabelige tve-æggede svær, der var skarpe nok til at skille hovedet fra kroppen på de fremstormende romere i de utallige bataljer under romerrigets udvikling. Den skarpe æg var fremstillet ved kolddeformering af jernet, men selve klingen var relativt blød; dette havde romerne luret dem af, og ved at angribe i to på hinanden følgende rækker, kunne romernes anden angrebsrække, med deres stærkere stålsværd eller stikvåben, nemt overmande fjenden, der var travlt beskæftiget med at rette deres bøjede sværd.
Der er ingen grund til at tro, at vore forfædre var velbevandrede i det teoretiske grundlag for hærdning og anløbning, endsige at de kendte til jern-kulstofdiagrammer. Det var mere praktisk erfaring og nedarvede traditioner, der var rygraden i datidens teknologiske processer. Langt op i vor tid hørte metallurgien stadig til meta-fysikkens verden, præget som den var af overtro, heksekunster, alkymi med mere. Først efter kemiens opståen som en selvstændig videnskab fra omkring 1750, kom der mere skik på sammenhæng mellem tidligere tiders magiske og religiøse ceremonier og egentlig teoretisk viden.
Visse arabiske ørkenstammer hærder stadigvæk deres svær efter ældgamle ritualer:
Det glødende svær kastes til en galopperende rytter, som med voldsomme hug simulerer en kamp mod en fjende. Derpå jages sværdet igennem en levende ged, så blodet sprøjter omkring for så siden at afkøles i en rolig periode, mens Allah prises. Denne brutale proces skulle vænne sværdet til kamp, mens det er ungt og føjeligt.
Viden om metallurgi erstatter heksekunst og overtro
Ved at efterrationalisere med vor viden i dag, ved vi, at ovenstående proces er en beskrivelse af en passende trinhærdning for et lavt legeret stål, men en moderne metallurg ville nok foretrække en mindre besværlig fremgangsmåde, og også præcisere temperatur og tidsintervallerne nøjere.
I dag hvor heksekunster og overtro for længst er pillet fra, udgør stålmetallurgien rygraden i mange af de industrielle processer, der trods alt stadig er brug for inden for sværindustrien. Selvom elektronikalderen er over os, så er der stadigvæk brug for stål og stålkonstruktioner til transportindustrien, infrastrukturen og energisektoren. Der er stadig behov for stålmetallurgisk rådgivning på projektstadiet, så der kan spares mange bekymringer og hindre bekostelige driftsstop og –tab. Der er også stadigvæk behov for hurtig og præcis skadesopklaring, så gentagelser kan undgås.
Der går en lige linje fra oldtidens ”smede” til nutidens stålmetallurger, og gudskelov er der dygtige folk, der har interesseret sig for at finde ud af, hvordan vore forfædre navigerede sig igennem jern-kulstofdiagrammet og også har genfortalt det på en så medlevende måde, at man ikke kan undgå at blive begejstret.
Det kan varmt anbefales at læse: Iron and steel in ancient times, af Vagn Fabricius Buchwald, Historisk-filosofiske Skrifter 29 udgivet af Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab, 2005.
Derudover kan man også have stor fornøjelse af at læse: Et meget mærkeligt metal - en beretning fra jernets barndom, af Robert Thomsen, udgivet af Varde Stålværk, 1975.
Sidstnævnte er nok svær at fremskaffe, men Force Technology kan eventuelt være behjælpelig med at udlåne enkelte eksemplarer i kopi.
Kilde: Force Technology - http://www.force.dk
