23948sdkhjf

Krisen tyvstartede belejligt for brændeovnsbranchen

Nedskæringerne kom allerede før finanskrisen. Derfor mener Heta-direktør Carsten Bach, at brændeovne tjente penge, mens andre brancher forblødte.
Heta A/S
Lemvig-baserede Heta A/S har støt og roligt forbedret bruttoresultat og indtjening siden 2009, hvor brændeovnsproducenten opnåede et driftsresultat på 8,6 mio. kr.

Både i 2010 og 2011 øgede Heta sit driftsresultat med 400.000 kr., mens 2012 bød på en forbedring af det primære resultat på 900.000 kr. - resulterende i et overskud på 10,3 mio. kr. af den primære drift.

Indtil 2011 oplyste Heta også omsætning, der ligesom de andre parametre er steget stabilt over en årrække. Siden 2008 har Heta kunnet præsentere overskudsgrader på 12-14 procent imod en overskudsgrad på 4 procent i kriseåret 2007.
Da resten af samfundet nærmest over en nat blev ramt af krisen som en hammer, var brændeovnsproducenterne allerede rustet og forberedt på smalkost. Derfor mener Heta-direktør Carsten Bach, at branchen klarer sig fint i dag og tjener penge.

- Hele branchen havde et helt fantastisk 2006. Jeg ved dårligt nok, hvad det skyldes. Måske var det usikkerhed omkring gasforsyningen, der fik folk i hele Europa til at investere i brændeovne, siger Carsten Bach, direktør for Heta i Lemvig, som eksporterer cirka 95 procent af alle sine brændeovne, mens hjemmemarkedet aftager den resterende lille brøkdel.

Brancheanalyse: Brændeovnsproducenter holder varmen

I 2006 opstod der i hvert fald en såkaldt "gaskrise" i Europa, da uenighed om betaling fik Rusland til at bremse sin leverance af naturgas til nabolandet Ukraine. Det fik også konsekvenser for EU-lande, da russisk gas til Vesteuropa flyder vestpå via ukrainske rør.

Hele overskuddet smuldrede på et år.
Men i 2007, kort før resten af samfundet mærkede en finanskrise, kom brændeovnskrisen til de danske producenter.

Heta oplevede, at et rekordstort overskud i 2006 smuldrede bort i 2007, hvor resultatet for Heta landede tæt på nul.

Heta mindskede derfor virksomhedens størrelse, og det mener Carsten Bach har ført virksomheden og næsten hele den øvrige branche sikkert igennem de kriseår, som det øvrige samfund har oplevet. Efter kriseåret 2007 fandt man hurtigt formen igen, og siden er det årlige overskud steget langsomt men sikkert.

I 2011 var resultatet af primær drift 9,4 mio. kr. Det resultat steg i 2012 til 10,3 mio. kr.

Sælger især til de kræsne
Heta, som har ladet brændeovne tage form af designkoryfæet Jacob Jensen, har især et godt tag på det franske marked, som er det største marked for Heta.

Carsten Bach vurderer, at de franske købere er de mest kræsne og derfor foretrækker Hetas produkter, som hører til i den dyrere ende, og han erfarer, at franskmændene er glade for Heta-ovnens fleksibiltet, hvor man kan sammensætte sin brændeovn efter ønsker.

- Vi har en importør i landet, som er meget dygtig til at videresælge, og vi lytter rigtig meget til, hvad der foregår på franske marked og udvikler specielt til dem, siger han.

Varme brændeovne
Over den firårige periode, som Metal Supplys brancheanalyse belyser, har Heta tjent 37,2 mio. kr. af primær drift.

Samlet har branchen tjent 299 mio. kr. af driften fra 2009 til 2012, og foruden Heta har Aduro, Lotus, Morsø Jernstøberi, Scan og Termatech tjent over 30 mio. kr. Meteor og Varde Ovne har begge negative driftsresultater for perioden, mens Jydepejsen præsenterer et marginalt overskud på 200.000 kr.


Anvendt metode:
Branchen består af tolv producenter: Aduro A/S, Heta A/S, Hwam A/S, Jydepejsen A/S, Lotus Heating Systems A/S, Meteor A/S, Morsø Jernstøberi A/S, Rais A/S, Scan A/S, Termatech A/S, Varde Ovne A/S og Westfire A/S.
Analysen er baseret på tal og data fra virksomhedernes årsrapporter i perioden 2009-2012. Der er indhentet data for omsætning, bruttofortjeneste, resultat af primær drift, resultat før skat, antal ansatte og aktivmasse, hvor det er muligt.
Der forefindes 2012/2013-regnskaber for Aduro, Hwam, Jydepejsen og Westfire, mens der er benyttet 2012-regnskaber for de resterende aktører.
Meteor ændrede regnskabspraksis i 2012, hvorfor 2012-tallene dækker en 9-måneders periode.
Producenten Contura var også inde i billedet til at indgå i segmentet, men er udeladt, da det ikke var muligt at finde data for virksomheden.



Artiklen er en del af temaet Brancheanalyse.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079