23948sdkhjf

Ventilation i verdensklasse

Verdens største overfladebehandlingsanlæg er ved at blive bygget hos Hendricks Industres i Herning. Et anlæg af de dimensioner kræver grundig ventilation – den opgave gik Berg Industri Service til med krum ryg.
Det var en opgave, der var til at tage at føle på, da Berg Industri Service i efteråret lagde bud ind på at installere ventilationen i Hendricks Industries’ nye fabriksbygning i Herning. De 10 haller til overfladebehandling af vindmølletårne skulle hver især udstyres med udluftning, så det kunne lade sig gøre at arbejde med sandblæsning, lakering og tørring. Alene projektets størrelse ville skræmme de fleste installatører væk, men Berg Industri Service tog udfordringen op.

- Det er efter sigende verdens største overfladebehandlingsanlæg, og projektet med ventilationen er fire gange så stort, som noget vi nogensinde har installeret, konstaterer Benny Berg Larsen, og tilføjer:

- Vores opgave i projektet har blandt andet været at finde ud af, hvor meget luft der skal igennem hallerne for at skabe et godt arbejdsmiljø og derefter dimensionere anlægget i forhold til de luftmængder.

For at kunne løse en opgave af dette format har det været nødvendigt for Berg Industri Service at alliere sig med det eksterne konsulentfirma, Salomon Consulting, som har assisteret med den teoretiske og myndighedsmæssige del af projektet.

1.000.000 kubikmeter luft i timen
Hver af hallerne er ca. 45 meter lang og kan dermed tage tårne på op til 42 meter. Bredden er 9 meter og højden på hallen ca. 10 meter. Så i alt har der været tale om et overfladebehandlingsanlæg på 175 meter, som Berg Industri Service skulle ventilere. Det kræver i sagens natur et stort anlæg.

Ventilatorerne af mærket CBI er hentet i Italien, og filtrene dertil er købt i Tyskland. Dog var Berg Industri Service ikke helt tilfreds med det rensesystem, tyskerne kunne levere til filtrene, så der har man bygget sit eget. Derudover er patronen til ventilationssystemet lidt speciel, idet den har dobbelt så stort et areal som en normal patron. Alt sammen for at kunne skabe et system af de dimensioner, der er nødvendige.

- I alt er anlægget dimensioneret til at håndtere 80.000 kubikmeter luft pr. time pr. kabine. Det svarer til 800.000 kubikmeter luft i timen for de 10 haller til sammen. Derudover er der andre serviceanlæg, som yderlige tilfører over 200.000 kubikmeter luft i timen, forklarer Benny Berg Larsen, og lægger ikke skjul på, at der har været mange udfordringer i det store projekt.

Ingen kunder er blevet forsømt
- En af de største har været hastigheden for byggeriet, der nærmest har været vandvittig. Det er ikke mere end fire måneder siden, at de begyndte gravearbejdet, og i dag er de allerede i gang med at overfladebehandle i den ene hal. Indtil nu har vi brugt 10 uger på at installere ventilationsanlægget, og efter planen skal det hele være færdigt 1. juni – men vi er færdig før.

Også på mandskabssiden har det været en udfordring at få projektet til at hænge sammen for Herning-virksomheden. Udover at alle hos Berg Industri Service har givet et ekstra nap, har det været nødvendigt at hyre medarbejdere i Tyskland til at løse opgaven. I alt skyder Benny Berg Larsen på, at otte mand i gennemsnit har arbejdet fast på projektet gennem de sidste 10 uger.

- Det har været en kæmpe udfordring, fordi vi samtidig ikke måtte glemme vores andre kunder. Det er jo dem, vi skal leve af i fremtiden, og derfor er de da heller ikke blevet forsømt, slutter han.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.172